RNA-biomarkører i blodet kan muliggøre tidligere påvisning af Alzheimers

Laktatdehydrogenase, almindeligt kendt som LDH, er et enzym, der findes i næsten alle kroppens væv. Det spiller en afgørende rolle i energiproduktionen ved at hjælpe med at omdanne sukker til energi, som cellerne kan bruge. Når celler bliver beskadiget eller ødelagt, frigives LDH til blodbanen, hvilket gør det til en nyttig markør for at opdage vævsskade. En blodprøve, der måler LDH-niveauer, kan hjælpe sundhedspersonale med at identificere og overvåge forskellige medicinske tilstande, herunder leversygdom, hjerteanfald, visse kræftformer og blodsygdomme.

LDH-testen udføres ved hjælp af en simpel blodprøve taget fra en vene, typisk i armen. Der kræves normalt ingen særlig forberedelse, selvom din sundhedsudbyder i nogle tilfælde kan bede dig om at faste i en bestemt periode før testen. Blodprøven sendes derefter til et laboratorium, hvor teknikere måler mængden af LDH, der er til stede. Normale LDH-niveauer kan variere lidt afhængigt af laboratoriet og den specifikke anvendte metode, men ligger generelt mellem omkring 140 til 280 enheder per liter for voksne. Niveauer uden for dette interval kan indikere vævsskade eller sygdom.

Forhøjede LDH-niveauer kan skyldes mange forskellige tilstande, fordi enzymet er til stede i så mange væv i hele kroppen. Høje niveauer kan indikere leversygdom såsom hepatitis eller cirrose, hjertetilstande herunder hjerteanfald eller hjertesvigt, muskelsygdomme, visse typer anæmi, lungesygdomme, pancreatitis eller forskellige kræftformer herunder lymfom og leukæmi. Anstrengende motion, visse lægemidler og endda hæmolyse af blodprøven under indsamlingen kan også forårsage midlertidigt forhøjede resultater. Fordi LDH ikke er specifik for et bestemt organ eller en bestemt tilstand, bruger læger typisk den sammen med andre tests for at stille en nøjagtig diagnose.

Der er fem forskellige former for LDH, kaldet isoenzymer, som findes i forskellige væv. LDH-1 findes primært i hjertet og de røde blodlegemer, LDH-2 i hvide blodlegemer, LDH-3 i lungerne, LDH-4 i nyrerne og bugspytkirtlen, og LDH-5 i leveren og skeletmusklerne. I nogle tilfælde kan sundhedsudbydere bestille en LDH-isoenzymtest for at bestemme, hvilken specifik form der er forhøjet, hvilket hjælper med at identificere kilden til vævsskaden mere præcist. Denne yderligere testning kan give værdifuld information til diagnose og behandlingsplanlægning.

LDH-testen bruges ofte ikke kun til indledende diagnose, men også til at overvåge sygdomsprogression og respons på behandling, især hos kræftpatienter. Regelmæssige LDH-målinger kan hjælpe læger med at vurdere, om en behandling virker, eller om sygdommen skrider frem. Selvom et forhøjet LDH-niveau alene ikke giver en specifik diagnose, tjener det som et vigtigt stykke information, der, når det kombineres med andre kliniske fund og testresultater, hjælper sundhedspersonale med at træffe informerede beslutninger om patientpleje.